Danske Øer

Getaway på Læsø

By 6. maj 2019 november 23rd, 2019 No Comments
Læsø getaway ophold

Færge og ankomst til Vesterø  – frokost på havnen og leje af el-bil

Det var den anden sidste weekend i april måned og kursen var sat mod Frederikshavn. Vi skulle nemlig en tur ud og opleve Læsø.
Ingen af os havde før været på Læsø, så vi var rigtig spændte da vi steg ombord på Ane Læsø, som var færgen der i dag skulle sejle os den knap 1,5 times tur ud på øen. Vi var heldige med vejret og solen skinte, så efter vi steg omborg på færgen tog vi op på dækket, hvor vi nød hele overfarten med sol og vind i håret. Skønt!

Færge til Læsø

Ane Læsø færgen fra Frederikshavn

Da vi ankommer som det første til Vesterø havn mærker vi det samme roen falde over os. Øen emmer simpelthen bare af ferie, sommer og afslapning.  Det er en skøn og hyggelig havn der danner basen for resten af byen, hvor der også er en række restauranter, en brugs, og nogle butikker. Herudover er der også en skøn strand, som er badevenlig.

Vesterø Havn Læsø

Vesterø Havn

Fiskehandel Læsø

Lækker fish n’ chips og fiskedeller

Bilen kunne vi ikke have med over, da der ikke var plads på færgen, så vi have valgt at leje en el-bil på øen. Det viste sig at være lidt en oplevelse – både på godt og ondt. Det var en ældre Mitsubishi iMiEV, som helt klart var lavet en del år før Tesla havde overvejet at lave el-biler. Efter at have leget skattejagt for at finde nøglen til bilen, og besøgt et lokalt værksted for at få en kabelrulle og laderkabel til bilen, var vi nu på vej til at udforske øen. Men inden skulle vi lige have frokost fra den lille lokale fiskehandler på havnen – hvilket klart kan anbefales. Lækker frisk fish n’ chips og fiskefrikadeller. Mums!

Indtjekning på Lærkely Hotel & Restaurant

Vi triller ud af Vesterø Havn og sætter kursen mod vores indkvarteringssted: Lærkely Hotel & Restaurant. Et kvarters tid efter ankommer vi til Lærkely, som ligger omtrent midt på øen i dejlige rolige og idyliske omgivelser omkredset af lærketræer og skøn natur. Vi bliver budt varmt velkommen af stedets ejer Alex, som starter med at vise os rundt på stedet. Bygningerne er opført som en firelænget Læsø gård, som giver en utrolig hyggelig og landlig atmosfære med flotte facader og små bondehusvinduer. Rustikt, idyllisk og romantisk på en helt igennem autentisk måde. Ude i gården er der sat havemøbler frem til gæsterne. Her kan man komme helt ned i gear med en god bog og en kop kaffe.

Vi får anbragt vores baggage på værelset og beslutter os for at køre ud og udforske øen noget mere.

Lærkely Hotel og Restaurant

Lærkely Hotel & Restaurant

Lærkely gårdhave

Lærkely gårdhave

Tur til Hvide Bakker og videre til Østerby

Alex anbefalede os at køre en tur ud til den nærmeste strand som hedder Hvide Bakker. Det er en kort køretur på små 10 minutter ned af en lille hyggelig skovvej. For enden af vejen stopper skoven brat op og åbner op for de smukke klitter. Her en fin parkeringsplads til bilen og toiletter som er åbne i sommersæsonen. Da vi kommer op på klitterne kan vi spejde ud over den meget smukke strand – som er en af de flotteste på Læsø. Der er næsten ingen mennesker udover os, så vi sidder blot og nyder solen og havets rolige brusen. Det er sådan et sted som dette man kunne sidde forevigt – ren harmoni og balsam for sjælen.

Hvide Bakker Læsø

Efter en god stund på strand kører vi en tur op til nordligste del af Læsø og besøger Østerby Havn. Havnen bærer mere præg af at være en fungerende lokal fiskeri- og lystbådehavn – modsat Vesterø som kan betegnes som pænere og mere velegnet for turister. Vi er meget tørstige, både efter vand og kaffe, så vi finder et dejligt sted i solen på den lokale café ned ved havnen. Herefter vender vi snuden hjemad, hvor der venter os aftensmad på Lærkely Hotel & Restaurant.

Hummer- og skaldyrsbuffet med lækker dessert

Et af højdepunkterne på turen rent kulinarisk venter os her i form af Lærkely’s lokalberømte hummeraften- og skaldyrsbuffet. Denne er både åben for hotellets gæster og for andre ved reservation i restauranten. Vi bliver budt godt velkommen inde i den hyggelige restaurant som ligger i den ene vinge af gården. Midt i rummet står en restaureret hestevogn fra gammel tid og danner bord for hummer- og skaldyrsbuffeten (se billede). Virkelig et imponerende arrangement som man ikke oplever særlig ofte. Tjeneren var sød og imødekommende og fik os placeret ved et bord, hvor vi kunne sidde for os selv. Vi startede med jomfruhummer-suppen som var dejlig cremet og havde en rund og skøn smag. Herefter gik vi ombord i skaldyrene som ingen af os var super kompetente med at pille. Vi kunne dog bare have spurgt tjeneren, som entusiastisk viste nogle af de andre gæster den bedste teknik til at pille jomfruhummer, krebs og store rejer mv. Det smagte alt sammen virkelig godt, og er man til fisk og skaldyr vil man elske denne buffet som lige nu er at finde hver lørdag aften i sæsonen. Til dessert fik vi den mest lækre bastogne-is med jordbærkoldskål. Hånden på hjertet, en af de bedste desserter vi har fået på en restaurant, da den både var sød og frisk og havde en perfekt konsistens på samme tid.

Hummer- og skaldyrsbuffet på Lærkely

Hummer- og skaldyrsbuffet på Lærkely

Solnedgang ved Storedal strand

Mætte og glade sagde vi tak for mad. Og inden aftenen gik på hæld besluttede vi os for at køre en tur ud til stranden og for at se solnedgangen. Denne gang tog vi til Storedal strand som ligger en tand mere vestligt på øen. Det er også en rigtig fin strand, hvor der også er borde og bænke og et grillsted, hvor man kan grille og spise aftensmad på en god sommeraften. Vi stod blot og lod blikket falde udover havet mens solen roligt kastede sine sidste gyldne stråler på aftenhimmelen. Der var ingen andre mennesker og det er sådan et sted man kan føle, at man har hele verden for sig selv – på den gode måde!

Storedal Strand solnedgang

Solnedgang ved Storedal Strand

Morgenmad og startproblemer med el-bilen

Vi sidder til lækker morgenmad, som blandt andet byder på hjemmelavet marmelade og lunt brød. Her falder vi i snak med stedets ejer Alex, som fortæller at han har ejet og drevet Lærkely de sidste 12 år. Alex er der i hele sæsonen fra omkring start påske til og med oktober måned. Han har egne heste som bliver sejlet over til gården og går på græs i den fine fold som vi kan se fra det sted vi spiser morgenmad. Alex fortæller lidt om øen og giver os gode råd til hvad vi skal se inden vi tager hjem. Læsø saltsyderi er et must-see på Læsø, og når man er i området skal man også smutte en tur forbi Storhaven, som er en gård med mange forskellige mere eller mindre fritgående dyr.

Vi sætter os ud i el-bilen parate til at komme afsted, og så vil den dælme ikke starte! Der var ellers 22 km i tanken, og vi havde lige beregnet at dette var nok til de sidste ærinder på øen. Vi fik med hjælp fra Alex rullet den lange kabeltromle ud og fik den sat til ladning ved et kraftstik. Samtidig fik vi et fif af udlejeren af elbilen til hvordan vi kunne kickstarte den selvom den var på lav batteri. Det hjalp alt sammen og vi fik gang i denne lille blå.

Morgenbuffet Lærkely

Morgenbuffet Lærkely

Besøg på Læsø Saltsyderi

Når man siger Læsø kan man næsten ikke undgå også at sige Læsø Saltsyderi. Læsø har historisk set været kendt for sin saltsydning som man har udført i mange hundrede år helt tilbage til middelalderen. I dag fungerer Læsø Saltsyderi som en selvstændig virksomhed og et arbejdermuseum. Det er gratis at komme ind og se syderiet og på bestemte tidspunkter på dagen fortæller en af museets saltsydere omkring historien og processerne bag. Det foregår alt sammen i én af de flotte træhytter, hvor vandet sydes fra havsaltet i en af de store salsydepander.  Se billedet. Læsø Saltsyderi er i dag økonomisk selvstædig og bæredygtig og lever af den salt som de producerer. De huser i dag 15 fuldtidsmedarbejdere på stedet. Vi købte selvfølgelig lidt Læsø salt med hjem inden vi forlod stedet igen.

 

Læsø Saltsyderi

Læsø Saltsyderi

Saltpande Læsø Saltsyderi

Saltpande Læsø Saltsyderi

Stop ved Storhaven (mini-dyrepark)

Kun små 5 minutters kørsel fra Læsø Saltsyderi ligger Storhaven. Det er ret beset en bondegård som huser en helt masse forskellige dyr. Vi så alt lige fra påfugle til gedekid, landgæs, dværggrise, katte, kaniner, høns og æsler. Det er virkelig et skønt og skørt sted med plads til alle. Børnene som vi så var vilde med stedet og elskede at fodre kaniner og se på alle de skønne dyr som render rundt på gården. De har også egen gårdbutik og ismejere på gården. Så man kan nyde en lækker is lavet på økologiske og lokale bær, hvis humøret er til det.

Storhaven Læsø Storhaven dyr

Tak for denne gang og hjemtur med Ane Læsø

Vi kørte ombord på færgen Ane Læsø og satte snuden hjem mod fastlandet igen. Vi synes alt i alt at vi har haft en fantastisk lille getaway oplevelse på Læsø. Som vi også fremadrettet, i samarbejde med Lærkely Hotel & Restaurant, er et af de steder vi tilbyder i vores rejsesortiment.

Kommentér på dette indlæg

VIND ET GAVEKORT TIL ET FRILUFTS-GETAWAY

>> DELTAG I KONKURRENCEN HER <<