Jul

Gæt en By – Vrå

By 15. december 2020 december 17th, 2020 No Comments

I den seneste uge har vi i julekonkurrencen ’Gæt en By’ sat fokus på en dansk by med masser af julestemning. Denne uge gik turen til Nordjylland og den lille by Vrå. Byen er særligt kendt for Børglum kloster, sit julemarked og for at lægge ramme om julekalenderen Ludvig og Julemanden fra 2011. Her er alt du skal vide om Vrå, dens seværdigheder og særlige juletilbud.

Jernbaner, Højskoler og Klostre

Vrå opstod omkring 1870 i forbindelse med opførelsen af Vendsysselbanen. I tiden både før og efter 2. verdenskrig voksede byen stødt, og i dag bor der cirka 2474 indbyggere. Byen er mest kendt for sin højskole,  museet Kunstbygningen samt Børglum Kloster. Byen er også kendt for området Børnenes Jord en naturlegeplads bygget særligt for børn og unge. Den har inspireret andre lignende områder rundt omkring i Danmark, og er perfekt, hvis man har brug for en pause, og børnene har brug for at brænde noget krudt af.

File:VRAA CENTER 2009.JPG - Wikimedia CommonsPhotograph by Tomasz Sienicki, https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/deed.en

Kloster med jul og julekalender

I Vrå finder man også Børglum tidligere kloster, kongsgård og hovedgård, der blev bygget i det 12. århundrede. Det fungerede som hjemsted for munkeordenen de hvide brødre frem til reformationen i 1536. Siden da er ejerskabet blevet rykket mange gange, men det hører i dag til familien Rottbøll og bruges som museum.

File:Boerglum Kloster 2009 (ubt).JPG - Wikimedia CommonsPhotograph by Tomasz Sienicki, https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/deed.en

I de seneste år har klostret afholdt julemarked hvert år i november. Her diskes der op med diverse julelækkerier samt ideer til gaver og pynt, der skaber glæde i hjemmet. Desuden er der mulighed for at besøge forskellige boder, hvor yderligere gaver og herligheder findes. Dette er også den eneste mulighed for at besøge de private dele af klostret, hvor der vil være smukt pyntet op til jul. Hver dag er der koncert i kirken, og nissebandet spiller op til dans med de julesange, vi alle kender og elsker.

Ludvig og Julemanden

Børn og barnlige sjæle vil måske også finde Børglum Kloster interessant. Tilbage i 2011 var det nemlig omdrejningspunkt i årets TV2 julekalender ’Ludvig og Julemanden’. Julekalenderen handler om drengen Ludvig, der sammen med sin familie flytter ind på Børglum Kloster. Her må han hjælpe julemanden, så det igen kan blive jul. Mange af scenerne er optaget på og omkring Børglum ,så der er mulighed for at de mindste kan genopleve dele af julekalenderen ved et besøg her. Der er også mulighed for at lære mere om kalenderens skurk Stygge Krumpen. Han var en virkelig person som regerede som biskop fra klosteret indtil Reformationen. En tur til Børglum kan derfor bringe julekalenderen til live. Både børn og voksne kan få en sjov tur, hvor de udforsker klostrets historie og måske ser steder de genkender fra julekalenderen.

Jul Med Corona

Grundet Covid-19 er alle disse herligheder desværre blevet aflyst i år. Dette er af hensyn til de besøgendes og ejernes sikkerhed samt i henhold til de regler og retningslinjer, regeringen har indført. Dette betyder dog ikke, at Børglum har lukket helt ned. I stedet bringer klosteret julehyggen til de besøgende. I november og december byder familien Rottbøll indenfor til virtuelt besøg på klosteret. Her vil de vise, hvordan der bliver pyntet op og dekoreret på klosteret. Rundvisningerne foregår via klosterets Facebook-side (se med her: https://www.facebook.com/Boerglumkloster), så dem der savner julehyggen, kan få den direkte ind i stuerne. Og hvis man stadig savner Børglum og julehyggen eller har fået lyst til at opleve det selv, så kan man allerede nu se frem til, at det hele forhåbentlig vender tilbage i det nye år.

Jul i Stationsbyen Vrå

Det er ikke kun Børglum, der normalt disker op med julehygge. De seneste par år har julen gjort sit indtog i en sådan grad, at Vrå har lavet sin egen begivenhed på Facebook: Jul i den gamle stationsby. Her skydes julen ind fra første december, når julemand og frue kommer på besøg. Så danses der om juletræet og deles slik ud til byens børns. Hvis man er heldig, har nogle af byens butikker også særlige juletilbud der frister både store og små. Man kan også besøge Uhrenholdt gård, en gammel købmandsgård der i dag bruges som samlings punkt for kultur musik og andre aktiviteter. Her holdes der også julemarked med diverse delikatesser, smykker, juledekorationer, og selvfølgelig lidt godt julemad til at hygge med. Da Coronakrisen stadig er over os er disse begivenheder desværre aflyst i år. Men ligesom Børglum har Vrå også fundet nye måder at bevare julestemningen på. Dele af Uhrenholdt holder derfor åbent, og man kan stadig besøge smedjen, hvor der laves fine juledekorationer og pynt. Der er åbent her tirsdage og torsdage for de nysgerrige.

Rundt om Vrå

Hvis  Vrå bliver for lille eller man har brug for andre oplevelser,  er der også rig mulighed for at besøge andre byer i nærheden. Vrå ligger inden for kort afstand af både Hjørring og Løkken. Som den største by i Vendsyssel tilbyder Hjørring mange muligheder for shopping både inde og ude. Hvis man er mere i det kulturelle hjørne, er der også flere kirker og museer at besøge. Vil man hellere ud til havet, er Løkken en hyggelig turistby at besøge. Med butikker der har åbent året rundt, museer samt strand og havn er der rig mulighed for nye oplevelser. Det selvom Corona også her har sat en stopper for mange af de traditionelle begivenheder op til jul.

Så selvom Corona har aflyst mange begivenheder, er der stadig muligheder for oplevelser selv i en lille by som Vrå. Følg med på vores Facebook-side her i december, når vi giver ledetråde til nye byer, og ideer til hvad man kan lave i Danmark i julen.

Kommentér på dette indlæg