Oplevelser Nordjylland

Besøg på vingård – dansk vin hos OddeKystVineri

By 9. april 2019 april 24th, 2019 No Comments
Dansk vingård

Dansk vin lavet på nordjysk havbund

Det var onsdag den 3. april 2019 og Tummerum var igen på tur. Denne gang skulle vi besøge en vingård. Og så tænker du nok, at vi var taget til det sydlige Frankring? Men nej, vi var såmænd blot kørt en tur til Als Odde nær Mariager Fjord og Helberskov.

Selvom vejene var små og snoede, og vi for alvor følte at vi var kommet ud på landet, så var det ikke mere end 20 minutter fra Hadsund og et kvarter fra Øster Hurup.

Vinmark Oddekystvineri

Vinmark ved Als Odde

OddeKystVineri – historien bag

Da vi rullede ind på parkeringspladsen ved vinbonden Willy Sørensen anede vi ikke hvad vi skulle forvente. Kunne man virkelig lave velsmagende vin i Danmark?  Der er vel alt for koldt og skyet til det? Det skulle vi snart finde ud af.

Willy Sørensen og hans kone Anni Sørensen tog venligt imod os og bød os inden for på kaffe og kage. Willy lagde ud med at fortælle at det hele startede i 2010. En blanding af nysgerrighed og interesse lå til baggrund for at plante de første vinstokke i den jyske jord. Kunne planterne vokse og ville der overhovedet komme druer? Det viste sig heldigvis at lykkes og dermed var der grobund for projektet.

Willy er uddannet agrarøkonom og har tidligere arbejdet inden for landbrug.. Trang til at have med planter at gøre, og de mange ture rundt i Frankrig, har skabt lysten. Willy er hovedsageligt selvlært og har læst og prøvet sig frem til det meste ift. processerne med at lave vin. Willy og Anni har kørt Frankrig tyndt i autocamperen og besøgt de franske vingårde for at suge viden og inspiration til sig – der er stort set ikke en vingård de ikke har besøgt.

Lidt om høsten og processerne bag

Vin tager tid. Selvom de reelt startede i 2010 var det i først i 2017 at de for alvor kunne begynde at sælge flaskerne officielt – da de har blev godkendt af fødevarestyrelsen. De lærer hele tiden nyt omkring processen. Og der er som sådan ikke to vine eller årgange som er helt ens – det er i princippet den danske sommer man putter på flasken. Og den kan jo som vi ved variere meget. Eksempelvis gjorde den gode og solrige sommer i 2018 høsten særlig god og bidrag til noget mere sødme til vinen.

Propper til vinflaskerne er også en religion i sig selv. Korkpropperne som Willy og Anni har købt er beregnet til at holde i 15 år. Det er dermed også den udløbsdato som vinen er sat til. Men det afhænger også af den pågældende PH-værdi og hvor meget sulfit man tilsætter vinen.

Et andet særtræk ved den danske vin er, at stænglerne bliver sorteret fra, da de i Danmark simpelthen ikke kan ikke blive modne nok. Modsat varme lande som f.eks. Californien hvor man kan tage det hele med.

Hver sommer kommer børn, familie og venner af vingården og hjælper med høsten. Det er lysten som driver værket og spændingen ved at se hvor vellykket det bliver det man får lavet. Man skal ikke gøre det op i timeløn, da den simpelthen er for lav, fortæller Willy.

 

Dansk vinstokke før høst

Billede af vinstokke om sommeren før høst

Fine vine med lokale navne

Der er en historie bag hver vin – som også er printet på etiketterne. Egnen var oprindeligt dækket af have i fordums tid. Det betyder at jorden som stokkene gror på reelt set er tidligere havbund. Vinene er derfor opkaldt efter de gamle have som var på egnen for omkring 9000 – 17000 år siden. Flotte navne såsom Rytteramtet rødvinRytteramtet, Yolidia og Litorina.

Rytteramtet er den fineste rødvin som bliver produceret på gården. Det en kraftig vin, som er fremstillet på Rondo druen og lagret på franske egefade. Den er eksempelvis god til et godt stykke mørt kød. Prisen lyder på 195 kr. pr. flaske.

En af de mest populære vine er rosévinen som blot hedder Roses. Det er en frisk og lys rosévin som passer perfekt til en god sommeraften på terrassen. Den får sin fantastiske ferskenfarve ved kun at kontakt med vindrueskallerne i omkring 5 minutter.

Måkjejten og Måtøsen er begge druebrændevin på 40% alkohol. De er opkaldt efter bønderne som boede og arbejdede ude på landet i gamle dage.

Phipps er en mousserende dansk æblevin. Processen handler om bearbejdelsen af gærceller, som skal stå på hovedet, og rystes hver dag i en måned – se billede.

Det er gæren som er med til at give smagen. I en gærflaske er det  5 atmosfærisk tryk i. Det er 2,5 gange som meget som i et bildæk. Derfor skal de bearbejdes om vinteren hvor trykket er lavest. Helt konkret fryser man flasken til is, så man kan få isproppen ud med gæret i ud. Så tilsættes en likør med en sukkerblanding, som derefter bliver lagt til side i 3 måneder. Det tager 2 år at lave en flaske mousserende vin.

Mousserende dansk æblevin

Både vinsmagning, historiefortælling og overnatning

På nuværende tidspunkt bliver der kun lavet et mindre parti vin hvert år. Vinene kan kun købes to steder. Hvirvelkærgård og Skjoldbrune i Aars. Som Willy siger: ”Det skal ikke være noget man kan få alle steder. Det gør ikke noget at det er lidt sjælden, mystisk og lidt svært at få fat på”. Det er lidt ligesom de særprægede og meget eftersøgte trappist-øl, som der kun bliver lavet et fåtal af i munkeklostrene i Belgien.

Der er også mulighed for at komme til vinsmagning på gården, eller booke et ophold på gården, hvor man lejer det i en uge. Ellers tager Willy også ud til arrangementer og laver vinsmagning, og fortæller om historien og processerne bag. Her er der også mulighed for at købe noget af vinen med hjem.

Vi takker Willy og Anni for besøget, og kan være vi besøger stedet anden gang, hvor vi kan se markerne og vinstokkene i fuldt flor inden de skal høstes.

Læs mere om OddekystVineri på deres hjemmeside

Kommentér på dette indlæg

VIND ET GAVEKORT TIL ET FRILUFTS-GETAWAY

>> DELTAG I KONKURRENCEN HER <<